Så skete det! Ingen vinter uden en lille halsbetændelse, som i øvrigt var meget slem denne gang. Mandag morgen vågnede jeg op og havde pludselig meget ondt i halsen. Jeg tror aldrig at jeg har haft så ondt i halsen nogensinde, og varm te og sugetabletter i store mængder hjalp ikke det mindste – det var virkelig slemt!

Derfor måtte jeg søge støtte hos lægen i dag, fordi det kun var blevet værre, og det gør jeg ellers kun i yderste nødstilfælde! En lægestuderende med et genert smil fik lov at kigge mig lidt i halsen. Han og min sædvanlige læge blev enige om, at det nok var mononucleosis (populært kaldet kyssesyge) og at jeg skulle have taget en blodprøve. Da mononucleosis er en virus virker antibiotika ikke, hvilket med andre ord ville sige, at der ikke rigtig var noget at gøre for halsen. I tilfælde af at det alligevel var almindelig halsbetændelse fik jeg en recept på penicillin, og med frygt for at jeg trods penicillinen skulle have ondt i halsen i lang tid endnu fik jeg slugt en stor pille, som i øvrigt lugtede meget underligt.

Her få timer efter jeg har taget den første penicillin-pille kan jeg allerede mærke at jeg har fået det meget bedre. Det betyder jo nok, at det ikke er mononucleosis. Jeg skal op til lægen igen i morgen, for at få en såkaldt motorattest af lægen, så jeg må få lov at få kørekort, og så må vi se hvad blodprøven viser. Jeg er dog ret sikker på at det ‘bare’ er halsbetændelse.

Det føles lidt underligt at jeg rent faktisk kan spise uden at knibe øjnene sammen i smerte hver gang jeg synker, men det er virkelig rart. Jeg var også blevet temmelig sulten!