Pigebrok


Århus vs. København

marts 5th, 2010

Omtrent siden slutningen af 1g eller starten af 2g har jeg været meget sikker på, at jeg ville til Århus for at studere, når jeg engang bliver færdig med gymnasiet. Grunden til at jeg ikke ville til København er, at jeg altid har set Århus som en virkelig hyggelig by med en tilpas størrelse, når nu jeg er vant til Odense, og så synes jeg måske også at det er lidt kliche-agtigt at flytte til København.

Nu er jeg dog blevet meget i tvivl. Efter jul er jeg begyndt at overveje det igen, netop fordi der jo ikke er ret lang tid tilbage før jeg skal til at søge ind. Alle de argumenter jeg synes jeg havde for ikke at søge København kan jeg ikke rigtig længere komme på. København er jo meget større, og der sker langt mere der end andre steder. Generelt kan man jo sige, at hvis der sker noget i Danmark, så sker det i København. Jeg har også lige været i København med min gymnasieklasse, og der fik jeg et indtryk af, at København også er en hyggelig by samtidig med at den selvfølgelig har et præg af storby. Jeg har altid haft lidt negative associationer med København, fordi jeg ikke rigtig har oplevet København lidt mere frit og på egen hånd. Dog siger man også, at Århus skulle være en superfed studieby, og det har jeg aldrig som sådan hørt om København.

Jeg er blevet virkelig meget i tvivl, og må næsten til at lave nogle ‘pro/con’-lister for Århus og København i ren Rory Gilmore-stil.
Nåeh ja, og så er der jo også lige det aspekt i det, at på medicin var KOT-adgangskvotienten 10,3 i 2009 for Københavns universitet og 9,7 i Århus. Jeg har vist ikke plads til at tage den med ro i skolen :-P

Leave a Reply

Spam Protection by WP-SpamFree