Nu er jeg selvfølgelig lidt sent ude, men jeg synes alligevel jeg ville give et bud på, hvordan man bedst muligt får noget ud af at læse til eksamen. Om ikke andet, så kan man vel bruge dem næste år. Jeg kender nemlig selv alt for godt, at man ikke kan overskue, hvordan man lige skal gå i gang og gribe fagene an, når man sidder der med bunker af noter og bøger. :) Her er nogle gode råd, man kan følge:
- Tænk over det enkelte fags eksamensform
Hvad der er vigtigst til at starte med, er at finde ud af hvordan eksamen foregår i det pågældende fag man skal op i. Her tænker jeg for eksempel på hvor lang forberedelsestiden er, om man får spørgsmålene i forvejen, og hvordan fagets pensum er skruet sammen. For at kunne læse bedst muligt til eksamen, er det nemlig vigtigt, at man forstår at udnytte eksamensformen bedst muligt.Skal man for eksempel til historieeksamen, som har 24 timers forberedelse, behøver man ikke at kunne hele pensummet ud og ind, men her er det til gengæld vigtigt, at man sætter sig ind i de perioder, man skal op i, så man blandt andet har styr på årsager til forskellige hændelser og hvordan man for eksempel kan sammenligne perioder. I de 24 timer man har til at forberede kan man fokusere på den enkelte periode, men stadig overskue, hvordan denne periode netop hænger sammen med andre perioder.
Derimod er det vigtigt til en 24-minutters eksamen (med 24 minutters forberedelse), at man har styr på sit pensum, for man kan ikke nå at læse op på det i de 24 minutter.
På den måde skal man forsøge at “analysere” eksamensformen, så man kan finde ud af hvordan man skal læse.
- Få styr på noterne
En rigtig god ide, når man læser til eksamen er, at man har helt styr på alle sine noter, så man til en eventuel forberedelse hurtigt kan finde, hvad man har brug for. Her kommer det meget an på den enkelte, hvordan man bedst gør dette. Det kan være, at man har alle noter i papirform, og laver små post-its i noterne, der viser hvor noterne til forskellige emner eller lignende er.Man kan også organisere sine noter på computer. Igen er det nok nemmest, hvis man sorterer efter emne, sådan at er man oppe i religion og trækker buddhisme, er alle buddhisme-noter under én mappe. Så er det meget nemt at kigge dem igennem.
Det kan godt virke som et stort arbejde, at organisere noter, men når først det er gjort, er det efterfølgende arbejde meget nemmere. Samtidig kan man også smide de unødvendige noter væk, så man kun har det væsentlige tilbage. Dette er også vigtigt til de skriftlige eksamener, hvor man ikke skal bruge tid på at lede alle noter forgæves igennem.
- Lav dispositioner
Til mange eksamensformer, kan det være en god ide at lave dispositioner eller lignende til hvert emne. Er man for eksempel oppe i oldtidskundskab, kan det være en god ide, at have en overordnet disposition i hvert emne. Det behøver ikke nødvendigvis at være en lang eller detaljeret disposition, men når man sidder i forberedelseslokalet, er det rigtig rart, at man har en forholdsvis fast form, som man kan gå ud fra. Så bliver det meget mere overskueligt.Det samme gælder for eksempel anden del af fysik A-niveau-eksamen. Her skal man forberede sig i 24 minutter på et bestemt emne, og selv om man ikke kender det præcise eksamensspørgsmål, kan man sagtens i forvejen forberede sig på, hvad man skal sige, alt efter hvilket emne man har.
I de eksamener, hvor man er givet eksamensspørgsmålet i forvejen, er det naturligvis vigtigt, at man har forberedt sig grundigt til hvert spørgsmål. Så bruger man forberedelsestiden til at friske op, og sætte sig ind i, hvad det var man havde tænkt sig, da man lavede oplægget til det spørgsmål man har trukket, og måske øve enkelte dele af fremlæggelsen.
Det kan godt virke en smule over-kill, at sidde med dispositioner til hvert emne inden for faget, men det betaler sig i sidste ende. For det første fjerner man en smule af nervøsiteten, når man har noget sikkert at gå ud fra, og desuden kan man sikre sig, at der ikke er noget man glemmer. Det behøver nemlig ikke være dispositioner som sådan, men det kan også bare være en liste af ting, man skal huske at tage med eller noget man kan perspektivere til. Trækker man for eksempel journalistik i dansk, kan man forberede sig på at sige noget generelt om denne genre, hvorefter man kan perspektivere til Herman Bang og omvendt perspektivere til journalistik, når man trækker Herman Bang.
- Overvej at læse sammen med andre
Typisk er det nemmere at læse til eksamen, når man er flere, og samtidig kan man diskutere og få vendt emnerne på en måde, som man ikke kan alene. Det kan være, at der er nogle andre, som kan se noget, man ikke selv kan, og omvendt kan man selv måske se noget, de andre ikke kan. Uanset hvad, får man nok mere ud af, at læse sammen med andre. Her er det bare vigtigt, at man organiserer sig godt med de noter, man sidder og skriver, så man sørger for at alle har det hele. Her er det selvfølgelig nemmest at skrive på computer.Når man læser sammen med andre, er det også en del lettere at tage sig sammen til at få det gjort, netop fordi man laver aftaler, som man bliver nødt til at overholde, for eksempel i forhold til hvad man skal læse til næste gang man mødes eller lignende.
Det er altså oftest bedre for alle parter, hvis man læser sammen, også fordi man får snakket om tingene, og på den måde øvet sig på relevant fagsprog og i det hele taget i formidlingen, som er så vigtig til eksamen.
- Koncentrer dig om én eksamen af gangen
Især min årgang og den næste, som har ret mange eksamener på forholdsvis kort tid, er det vigtigt, at man ikke gør det hele uoverskueligt, og begynder at læse på det hele samtidig. Det er vigtigt, at man tager én eksamen af gangen, for det bliver straks svært at overskue, når man skal læse til 4 fag i stedet for bare et enkelt. Selv om man måske kan risikere, at der kun er få dage mellem nogle eksamener, er det efter min egen erfaring bedst, hvis man kun læser til den eksamen man skal til næste gang. Dog er det godt at begynde med det samme, hvis man for eksempel skal op i matematik, hvor man skal forberede oplæg til hvert spørgsmål. Der er få dage for lidt. Selvfølgelig er det smart, hvis der er en eksamen, hvor man har halvanden uge til, hvorefter der måske kun er to dage til den næste, at man begynder på den anden eksamen lidt tidligere.
Der er altså undtagelser, men efter min mening er det meget nemmere, hvis man kun tager sig af den eksamen man skal op i næste gange.
Umiddelbart virker det som hårdt arbejde, at følge ovenstående råd, men det betaler sig, for man får på denne måde sikkerhed og en solid forberedelse til sine eksamener. Man skal huske på, at eksamen ikke udelukkende handler om at vise, hvad man kan, men også især, at man kan overskue et emne, at man virker sikker inden for faget og at man kan formidle det på en god og fornuftig måde. Derfor er det på alle måder bedst at være ordentligt forberedt til eksamenerne. Held og lykke med det! :)


